Letbanefører til Keolis Aarhus Letbane
Du kunne meget vel være vores næste, gode kollega. Vi søger letbaneførere til timeløn og fuldtidskontrakter med opstart i Q1, 2026.
Har du lyst til at prøve kræfter med noget helt nyt, skifte branche efter mange gode år i den samme virksomhed, eller synes du bare godt om, at det hele kører på skinner, - så er du allerede godt på vej til at få foden inden for, i en velkørende virksomhed.
Dit arbejde, dit team og dit tog
Som letbanefører er du den primære person, der fragter de mange passagerer sikkert og trygt frem til skole, arbejde, familiebesøg og meget mere. Vi sætter som virksomhed sikkerheden meget højt, og lige der har du en vigtig rolle. Et roligt overblik fra en letbanefører i den aarhusianske bytrafik kan gøre hele forskellen for de passagerer, der dagligt benytter sig af letbanen. Hele teamet omkring fremføring af letbanetogene, fra letbaneførerne, styringsmedarbejderne, servicemedarbejdere og til ledelsen, arbejder tæt sammen om at servicere vores kunder på bedste vis.
Uddannelse
Vi uddanner dig naturligvis først. Du vil blive ansat på fuldtid i de 2 måneder, hvor uddannelsen står på, og så er du klar til at komme ud at køre letbane.
Vi forestiller os, at du…
· Sætter en ære i at køre sikkert og hensynsfuldt i trafikken
· Arbejder systematisk og kan bevare både ro og overblik
· Er punktlig, pålidelig og ansvarsfuld
· Er fleksibel og kan arbejde med skiftende arbejdstider
· Kan deltage i letbaneføreruddannelsen på fuldtid (kl. ca. 7.00-15.00 i 2 måneder)
· Trives med at arbejde i en driftsorganisation
· Kan arbejde selvstændigt og nyder at yde god service
Vi forventer, at du…
· Har kørekort (kategori B eller D)
· Er fyldt 21 år
· Kan erhverve en helbredsattest og har korrekt farvesans
· Har en tilfredsstillende straffeattest
· Har teknisk forståelse
· Kan læse, forstå og tale dansk på fornuftigt niveau
· Kan sætte dig ind i teoretisk stof - og huske det
· Trives i dit eget selskab
Ansættelsesforløbet
Vi vurderer løbende kandidater, så tøv ikke med at sende din ansøgning. Bliver din ansøgning valgt ud, vil du blive ringet op til en telefonscreening. Her får vi et endnu bedre indtryk af dig, og du vil samtidig have mulighed for at stille spørgsmål. Din ansøgning, sammen med telefonscreeningen, vil danne baggrund for en mulig, personlig samtale, som også indeholder en personlig test. Din ansøgning vil naturligvis blive behandlet fortroligt.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning. Bemærk, at vi kun modtager ansøgninger via linket her på siden.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Driftsleder Lasse Kempel på lasse.kempel@keolis.dk.
Om Keolis
Keolis er en af de førende leverandører af kollektiv trafik i Danmark – og resten af verden. Vi er en del af et franskejet firma med ca. 68.000 kolleger på verdensplan og ca. 2.000 i Danmark. Keolis-koncernen opererer med forskellige driftsområder – i Danmark med letbaner og busser. Vores busflåde består af godt 450 busser, hvoraf godt en fjerdedel er eldrevne. Derudover driver vi letbanerne i Aarhus og Odense, og vi er vi i gang med at forberede det bedste bud på den københavnske metro om godt et år.
Hos Keolis Aarhus Letbane vil du komme til at indgå i et kollegialt team med ca. 100 letbaneførere og styringsmedarbejdere og en ledelse, der har stort fokus på dig og dit arbejdsmiljø.
En mangfoldig arbejdsplads
Hos Keolis leder vi efter dygtige kolleger uanset køn, alder, etnicitet, religion eller seksualitet.
Vi ønsker at være en inkluderende arbejdsplads med plads til forskellighed og med ligeværdige karrieremuligheder for alle.